Grundlovsdag, Himmelbjerget 2025

For en måned siden fejrede vi 80-året for Danmarks befrielse – og nu fejrer vi Danmarks Grundlov, som blev til for 176 år siden – begge fejringer handler om at huske tilbage og glædes over at der var modige mennesker, – de der kæmpede mod enevælde og tyranni og de der kæmpede mod nazismen, – så vi i dag kan fejre vores frihed og demokrati.

På grundlovsdag fejrer vi de grundlæggende principper og værdier, der er fundamentet for vores demokratiske samfund. Det lyder fint, flot og godt, men måske også lidt fjernt og ukonkret – for helt ærligt hvor mange af os ved hvad der egentligt står i Grundloven. Men vi ved, at Grundloven er alle danskeres lov – den er vores og den bestemmer hvem der kan bestemme i landet og hvad der kan bestemmes. Vi ved, at Grundloven giver os ret til at ytre vores mening, den giver os ret til at danne foreninger – hvad enten det er en håndboldklub eller Danmarks Naturfredningsforening. Man må stifte politiske foreninger også selvom, der er nogle der er uenige i det politiske budskab og så ved vi nok også at vi har ret til at mødes og forsamles frit.

Men med alt hvad der sker i verden, kan det være svært at se hvilken forskel vores Grundlov gør – hvordan vi får omsat de rettigheder til konkret handling, som kan være med til at dæmme op, eller ligefrem ændre det mørke, der synes at have sænket sig over verden og på sin vis også i Danmark. I en tid, hvor klimaet ændrer sig, konflikter rykker tættere på, og medmenneskelighed ikke længere er en selvfølge, står vi over for udfordringer, der kan virke overvældende. Det er let at føle sig magtesløs i mødet med alle de globale problemer. 

I mine mange år i Folkekirkens Nødhjælp, er jeg tit blevet spurgt om det dog ikke er ganske forfærdeligt at møde så megen nød og elendighed i verden – og til det har jeg altid svaret, at godt nok er der megen nød og elendighed men der er også meget håb og handling. Jeg har mødt mennesker i lande, som aldrig har haft demokrati eller i bedste fald så et korrupt demokrati, – der var ingen at række ud til i regeringen eller staten, – ingen hjælp at få, eller mulighed for at sige noget offentligt uden at det var til stor fare for en selv – i al korthed ingen kontrakt mellem borgere og stat. For de mennesker var Danmark og andre demokratiske lande et fjernt men vigtigt pejlemærke for hvordan noget kunne blive. Det gav håb men ikke apati tværtimod handling.

Lad mig give et eksempel på en kamp der kunne synes umulig men som for mange fattige familier fik stor betydning. Meget jord i afrikanske lande er det man kalder overleveret jord, det vil sige at jorden går i arv uden at det egentlig registreres. I landsbyerne ved man hvor ens jord starter og ender, men det er ikke dokumenteret eller står opført nogle steder. Korrupte regeringer og embedsfolk kan derfor sælge jorden til udenlandske investorer, som kan tvinge fattige bønder med små jordlod til at blive daglejere på deres egen jord.  Uden rettigheder og uden et system hvor man kan registrere eller klage over afgørelser er det svært at stille noget op. På en af mine rejser i Uganda mødte jeg Precious, en stolt ældre kvinde med en stærk personlighed og et fantastisk smil. Hun var enke og børnene for længst vokset op og taget til byen. Precious var fuldstændig afhængig af sin jord og hvad den gav af afgrøder. Hun fortalte mig at embedsfolk var kommet til landsbyen og fortalte, at et udenlandsk firma havde købt jorden. Da hverken Precious eller de øvrige i landsbyen kunne fremvise papirer på ejerskab, var der ikke meget at gøre, også selvom landsbyens ældste opponerede og henviste til traditionen. Landsbyen besluttede at tage kampen op og med Precious som en af de drivende kræfter, dannede de et fællesskab og oprettede en lille organisation, som skulle opgøre hvor de forskellige jorde lå og hvem der havde ejerskab. De henvendte sig også til de omkringliggende landsbyer og selvom der tit skulle forhandlinger til for helt præcist at lave opmålingerne, lykkedes det dem at registrere ejerskab og med penge fra bl.a. dansk udviklingsbistand, hjalp de nye fællesskaber hinanden med at dokumentere jordejerskab som kunne bruges i retten. Advokater førte sager gratis i retssale og krævede jordrettigheder til de fattige bønder. Når en sag blev vundet, så spredte budskabet sig og flere fællesskaber blev dannet. Hvad der startede som små ringe i vandet blev til store ringe og større fællesskaber, som embedsmænd måtte tage alvorligt og dermed ændre loven, så jorden blev officielt registeret. Det betød, at Precious og mange andre bønder kunne beholde jorden eller i det mindste få en god betaling hvis de gerne ville sælge.

Det er bare ét eksempel på hvordan mennesker, som lever i et retsløst samfund, alligevel tager kampen op, en kamp der kan synes for stor og overvældende for den enkelte når man er oppe imod store kræfter og økonomiske interesser men i fællesskab kan man udrette det mest utrolige.

I Danmark ved vi, at vi lever et godt sted sammenlignet med mange andre steder i verden. Det gør os forhåbentlig mindre sårbare at vide at vi har et stærkt demokratisk fundament stå på i en tid med permanent krise, hvor den ene katastrofe afløser den anden. Listen af kriser er lang og ikke uventet, så er der er mange, som maler med den store sorte pensel, som ikke ser håb men i stedet giver udtryk for at det er frygten, som skal få os til at handle.

Men vi skal ikke falde i den grøft, i frygtens grøft. Frygt fragmenterer og splitter. Resultatet er at vi begynder at leve i ekkokamre – vi taler med dem som har samme mening og vi udtaler voldsomt imod dem vi ikke kan lide. Vores samfund bliver polariseret ligesom vi ser det i mange andre lande. Vi stopper med at lytte i stedet for at have udblik, – at kikke udover os selv.

 I mange år har der været fokus på selvrealisering – at søge ind i sig selv, at hjælpe sig selv før man kan hjælpe andre, og at kende sig selv før man kan forstå andre.

Jeg tror det er vigtigt at kende sig selv og realisere sig selv, men jeg tror også at det kan være frygtelig ensomt.

Jeg har erfaret, at jeg lærer bedst noget om mig selv, når jeg sammen med andre, også dem som jeg ikke deler holdninger med. At have udblik kan være svært, fordi det handler om at møde mennesker man måske ikke er enig med, om at få en praktisk erfaring med tolerance, at øve sig på at opbygge forståelse og enighed. Når jeg sidder alene og giver et like, er det uforpligtende, men at indgå i et fællesskab er straks sværere og det kræver mod.

Jeg hører ofte sætningen – men hvad kan jeg gøre, – jeg kan ikke stoppe krigen i Ukraine eller Gaza, eller bremse klimakrisen.

Som i eksemplet tidligere om jordrettigheder, tror jeg vi skal sige til os selv, –  hvad kan vi gøre sammen. Der er så meget inspiration at hente, – sprækker af lys i mørket, – fællesskaber som forandrer verden, – de små ringe som bliver større. Og det bringer mig frem til håbet.

Håbet er den vigtigste drivkraft i mennesket – ikke et passivt håb, hvor vi bare sidder og håber ud i ingenting, men et aktivt håb som får os til at handle.

Håbet har den egenskab, at det viser vej, det peger mod noget anderledes, som måske ikke er helt til stede, men som allerede på en måde føles.

Håbet er den drivkraft der får os til at handle og vise mod, også selvom vi ikke kan se endemålet. 

I sangen, Du spør’ mig om håbet, skriver Lisbeth Smedegaard Andersen i første vers;

Du spør’mig om håbet – hvad er det? en længsel, en stemning, en storm? en lysstribe ud over havet, en skygge der søger sin form? men bedst som du tænker der ingenting er så findes det håbet så findes det dér.

Helt centralt for mine oplevelser i mødet med mennesker der stod i en umulig situation, var håbet. For de fleste mennesker, om det var flygtninge eller fattige bønder, var håbet altid til stede – en sprække af lys i deres umulige hverdag og det gav dem modet til at handle.

Håbet gav dem mod til at overvinde selv de sværeste udfordringer, om det var at gå gennem områder uden mad og vand for at sikre sikkerhed til deres børn eller ankomme til en fyldt flygtninglejr.

Håbet er med til at give en utrolig foretagsomhed. Håbet nødvendiggør handling, – de mennesker, især kvinder jeg har mødt i flygtningelejre, er handlekraftige og organiserer sig i fællesskaber, som f.eks. små låne-spare grupper, hvor man indbetaler en lille bitte del af de få penge man har og så kan låne et større beløb. Martha, som var flygtet med sine børn fra Sydsudan til Etiopien, fortalte mig, at hun havde startet sin lille forretning ved til tage et lån og for det købe en stor pakke sæbepulver, – og så havde hun delt pakken op i små portioner og solgt dem til andre med fortjeneste, for så at betale lånet tilbage og med hendes lille overskud købt andre varer som hun også delte op og solgte i små portioner. Hun havde en lille driftig biks, der sikrede at hendes børn fik grøntsager og skolebøger. Der var også andre kvinder, der var gået sammen og havde lånt til en symaskine og lavede en forretning ud af det. Når jeg spurgte hvordan de kunne have så meget overskud og viljestyrke i en så vanskelig situation, så talte de altid om håbet, – om deres tro på en fremtid der ville blive bedre og at det var det håb og den tro der gav dem mod og holdt dem oppe. De vidste også, at alene kunne de ikke klare de udfordringer de stod overfor, men sammen med andre kunne de skabe en fremtid også for deres børn. Som en kvinde fra Myanmar engang sagde til mig i Bangladesh; jeg var ikke bange for at flygte, men jeg var bange for at miste håbet.

Mine oplevelser ude i verden har vist mig at vi skal handle på vores håb og ikke på vores frygt – ja, frygt giver nærmest handlingslammelse og den ændrer intet men skaber kun angst.

Heldigvis oplever jeg, at der i Danmark er en stor tillid og tro på at vi i fællesskab kan være med til at skabe en bedre verden, ikke bare for os selv men også for andre. At der er et engagement og en vilje til stå op for vores værdier og rettigheder.

Danmark har sammen med Norge, Sverige og Holland førstepladsen med den højeste frivillighed i verden. Den nyeste måling viser at 45 % af danskerne har deltaget i frivilligt arbejde inden for det seneste år. Det tal dækker både over dem, der engagerer sig i foreninger eller i løsere aktiviteter.  Der er masser af potentiale og handling hos danskerne men vi hører bare ikke så meget om det i nyhederne. Faktisk har mere end 80% af danskerne været frivillige på et eller andet tidspunkt i deres liv.

De tal fortæller mig, at der er stor interesse og vilje til at mødes med andre for at gøre en forskel og handle for fællesskabets bedste. Man kan ikke redde hele verden men man kan være med til at gøre en alverden til forskel.

Det er håbet der skaber modet til handling – hvad enten der er at rense stranden for skrald, at formulere borgerforslag til Folketinget, at sikre overlevelse af den lokale skole eller gå på gaden og demonstrere.

I år fejrer vi flere fødselsdage – ikke bare fødslen af Grundloven, men også talerstolen her på Himmelbjerget, der har 100-års fødselsdag og Tårnet der har 150-års fødselsdag i morgen. Og ikke at glemme, at det er 10 år siden Hotel Democracy for første gang indbød til Grundlovsfest på Himmelbjerget.

Men som de fleste af jer måske ved, så var det inden vedtagelsen af Grundloven, nemlig i 1839, at præsten og forfatteren Steen Steensen Blicher indbød til en stor folkefest på Himmelbjerget. På det tidspunkt var der mange, ligesom i dag der var bekymrede og nedtrykte over situationen i Danmark. Der var stadig enevælde, landet var fattigt pga. af Englandskrigene og efterfølgende statsbankerot og så havde Norge fået selvstændighed. Blicher mente at der var brug for folkelig vækkelse – og at denne vækkelse skulle ske gennem en folkefest hvor folk mødtes for at feste, tale og synge sammen – at skabe et fællesskab og tro på en fremtid. Og blot 5 år senere fik vi Grundloven i 1849. Nu er det måske nok lige at trække den lovlig langt, at det var Blichers folkefester der forårsagede vedtagelsens af Grundloven, men de gav måske en grundfølelse af det skal nok gå og at vi sammen kan skabe en bedre fremtid.

I dag fejrer vi ikke kun Grundloven, men også de værdier og principper, som ligger bag den og som den repræsenterer i vores samfund i dag. Frihed, lighed, retfærdighed og folkestyre er hjørnestenene i vores samfund, og det er op til os at beskytte og fremme disse værdier uanset hvor mange mørke skyer der er på himlen, for det er jo netop dette fundament som gør os i stand til at kæmpe og modstå mørket.

Der er pres på det demokrati vi fejrer netop i dag – vi ser med egne øjne hvordan demokratier med hast indskrænkes og hvordan internationale spilleregler brydes. Internt i Europa, hvor Victor Orban i Ungarn med et pennestrøg skrev minoriteters rettigheder ud af grundloven. På en anden side af Atlanten går Donald Trump til angreb på retssystemet, den frie presse og den frihed og diversitet, som USA med stolthed har stået for. Rusland fører krig mod deres nabo Ukraine og den humanitære situation i Gaza er uudholdelig – klare brud på internationale love og regler.

Den danske Grundlov er ikke blot et dokument; det er en levende kontrakt mellem os som borgere og stat. Det minder os om, at vi alle har et ansvar for at deltage aktivt i vores demokrati og tale sammen, kæmpe sammen, være uenige sammen – udfolde vores visioner for en bedre verden med respekt, forståelse og medmenneskelighed.

Demokrati er hverken selvfølgeligt eller nemt. Det kræver øvelse og vedholdenhed – vi lærer at diskutere og argumentere allerede som børn, først hjemme i familien og senere i skolen. At være uenige, at blive enige, eller at være enige om at være uenige skal tillæres og øves hele tiden. Det er så vigtigt, at vi i den tid vi lever i med ekkokamre og sociale medier, har en åben samtale og diskussion med hinanden, også om det der er svært. Selve essensen i demokratiet er at meninger brydes, at vi lærer noget nyt, bliver klogere, lytter, danner nye meninger og holdninger. Der er så at sige, meget på spil i et demokrati. Vi mister det, hvis ikke vi engagerer os i det og respekterer, at der er mange holdninger og meninger, som alle er valide og som har betydning for det enkelte mennesker også selvom det kan være svært at forstå. Dorte Hygum Sørensen siger det så fint; Når man hører hjemme et sted, er ikke det samme som at afvise et andet steds mening for andre.

Lad os vise mod og tage ansvar, lad os blive ved med at engagere os i de spørgsmål, der påvirker vores samfund og verden som helhed. Alle stemmer tæller og sammen kan vi finde veje til at skabe en lysere og mere håbefuld fremtid.  Derfor er det vigtigt at vi mødes og minder hinanden om, at sammen kan vi skabe sprækker af lys, som giver håb, mod og handling. Tak fordi I kom i dag og er med til at fejre demokratiet og kæmpe for vores rettigheder.

God Grundlovsdag til alle.