Premiere på sangen ”I mit grænseland” på Hotel Democracy’s folkefest 5. juni

Sang over grænser er temaet for Hotel Democracy’s Grundlovsfest på Himmelbjerget, og temaet får helt nye perspektiver, når publikum for første gang nogensinde skal synge Lars Lilholts sang ”I mit grænseland”. Den kendte sanger og musiker, der bor få kilometer fra Himmelbjerget, har skrevet sangen til Hotel Democracy, og den sat i musik af den dansk/svenske folkemusiktrio Dreamer’s Circus. Trioen spiller også ved Grundlovsfesten.

  • Vi er meget taknemmelige for, at Lars Lilholt har villet skrive ”I mit grænseland”, og vi glæder os meget til at synge den sammen med gæsterne på årets Grundlovsfest, siger højskoleforstander Ole Toftdahl, som sammen med museumsdirektør Henrik Bredmose Simonsen og turistchef Marianne Purup udgør gruppen bag Hotel Democracy.

Om temaet siger han:

  • Meningen er, at vi sammen skal udforske begrebet ”grænser”. Der skal både synges om det, tales om det og tænkes nye tanker om det.

Årets taler er højskoleforstander og medlem af Det etiske Råd, Jørgen Carlsen, Testrup Højskole, der taler om sit syn på ”grænser”, og talen indrammes – ud over den nye Lilholt-sang – af en række fællessange og Dreamer’s Circus’ dejlige folkemusik.

Grundlovsfesten starter traditionen tro med kaffe, rundstykker og fællessang kl. 10 og varer ca. to timer.  I forlængelse af festen inviterer Hotel Democracy på en fortælletur anført af museumsinspektør Henrik Bredmose Simonsen med titlen ”Frihed, folkesjæl og fornøjelse”. Turen varer ca. en halv time.

Det er gratis at være til både folkefest og fortælletur, og der kan købes kaffe og rundstykker.

Arrangementet er støttet af Kultursamvirket i Skanderborg.

Pressebillede Dreamers Cirkus

 

 

 

 

 

Foto: Dreamer’s Circus, fotograf: Kristoffer Juul Poulsen